“Forfattergerningens første bud: Du må ikke tage smilet fra din læser!

Man kan også se lidt lyst på det hele. Det gør Anja Hitz. For det meste. Hun lever i hvert fald op til det klassiske udsagn om, at man ikke må tage smilet (og håbet) fra sin læser. Det gælder også den smukke ungdomsroman ”Den dag vi døde,” der handler om kærlighed på efterskolen og drukneulykken på Præstø fjord. Min personlige favorit er ”Sol Solo Superglue”, som er en lille glad præsentation af alverdens fortrædeligheder og vejbump i et pigeliv, som alligevel tegnes lyst. Forfatterskabet trækker på et overskud af underfundighed og opstoppernæse.

Sådan også med pigen Flora. Hun skal konfirmeres lige om lidt, men så forsvinder hendes mor ind i en depression og al ting ramler. Næsten. For midt i sin ærgrelse og smæk med dørene løber Flora ind i en skater, som hedder Zack (måske). Selv kalder hun sig nu Zoe. Og så er spillet gående. Anja Hitz opfører sin historie som 14. sæson af en tv-serie med Flora i hovedrollen. Der er godt med dialog og regibemærkninger helt frem til 8. og sidste afsnit, hvor Flora/Zoe bliver forelsket, konfirmeret og ikke helt venneløs. Også præsten er flink og forstående. Han giver hende et ord med på vejen fra Esajas bog: ”De, der håber på Herren, får nye kræfter. De får vinger som ørne.” ”Flora – sæson 14” er selv en lille glad bog for store ørneunger.”

❤️❤️❤️❤️❤️ Steffen Larsen (til Politiken, men upubliceret, bragt med tilladelse fra SL)

Skrøbelig ungdom og stærke viljer

*

*

“Anja Hitz skriver en næsten perfekt historie om Sara fra 9. klasse, der går til hånde i onklens solcenter, mens hun venter på det mirakel, der både handler om kærlighed og en vejviser til livet, (det er ofte det samme). Sproget funkler og flimrer og fniser om kap med Saras overvejelser omkring poletter, tjekkere og en rocker med glimt i øjet – (dog ikke nok glimt). Sara er til Distortion og drive-in bio, og hun forsøger sig i jobbet som sugarbaby – (dog uden held).

Man bliver så glad i låget over at nogen kan fortælle om svære tider, små sorger og manglende solariepoletter, så man kan ryste det af sig med et smil. Piger har det (ofte) sjovere! Også med sproget, når Saras ”rastløshed har spredt sig til hele Storkøbenhavn”. Selv kommer hun fra noget, der minder om Herlev. En lille solstråle helt uden kunstigt lys.”

❤️❤️❤️❤️❤️ Steffen Larsen (til Politiken, men upubliceret, bragt med tilladelse fra SL)

*

Det er (lidt utraditionelt) slutningen af bogen, der indleder denne anmeldelse. Slutningen er nemlig ikke overraskende, det er en seriebog, nummer fem i rækken, der alle handler om hvordan Roses familie er vokset (og fortsat vokser) fra hendes dage alene sammen med moderen til nu at være en del af en helt moderne stjernefamilie med papforældre, søskende i halve, hele og diverse kategorier, med fastre, flygtningebørn og flytninger af indbo.

Det er en glæde, at der også er bøger, hvor alt ikke er problemer, men hvor børn låser sig inde ved et uheld, spiller musik i et band, græder lidt over at være forbigået i familien, savner forældre, der ikke længere er der, men i det store og hele er hverdagen god og fyldt med voksne, der tager ansvar for deres eget og børnenes liv. Og det gør de i en familie, der slet ikke er en kernefamilie, men en ”stjernefamilie”.

Rose siger: ”Det er rigtig godt at have en stor familie når der skal bruges mange hænder på én gang. Når nogen skal flytte for eksempel. Et halvt år tidligere var mor og jeg flyttet ind i Frank og de fems hus. Vi havde stillet alle fællesmøblerne ud på græsset for at se hvilke der skulle have lov at rykke ind i huset. Mor og Frank forhandlede hele eftermiddagen.”. Sådan var det, da Rose og moderen flyttede ind til Frank, men da Roses far skal flytte sammen med sin kæreste (Franks søster), så sker det helt anderledes struktureret. Sådan er mangfoldigheden og forskelligheden tydelig på mange måder.

Denne bogs omdrejningspunkt er Massi, der er rigtig god til at spille guitar, men som flygtningebarn på asylcenteret har han nogle helt andre problemer end Rose og hendes veninder. Det giver en vedkommende og spændende konflikt, hvor de voksne heldigvis også kan tage ansvar.

Seriebøger til mellemtrinnets læsere skal man sætte pris på, når de har et relevant indhold, et godt sprogligt drive og en beskrivelse af hverdagen, der kan udvide verden for de fleste læsere.

Anja Hitz skriver godt. Og heldigvis er det ikke en ”pigebog” eller en ”drengebog”. Alle kan læse med her. Man kan altid glæde sig over at se hverdagen fra andres sider. Og Rose har et godt blik.

Kirsten Raagaard har illustreret bogen. Det har hun gjort med fine realistiske tegninger, så man ser Massi og Rose og alle de andre tydeligere for sig.

*

INGEN SOM TILDE

Da jeg var lille, var jeg bange for tyve. Og for mordere og pyromaner. Jeg var bange for at tale med fremmede og for at sove ude, og man kunne glemme alt om at sende mig op og kravle i et træ; jeg stod på jorden og så ængsteligt op på min anderledes adrætte veninde. Verden var et farligt sted. Det er ikke blevet (særlig meget) bedre af at blive voksen og mor, for:

Der er så meget, jeg skal passe på – jeg har jo [to uvurderlige børn], som jeg skal passe på.

Derfor føler jeg mig også ramt lige i mavekulden af billedbogen Isak og alt det farlige. Lille Isak har nemlig en evig ringen i ørerne, der består af hans mors og fars “PAS PÅ, ISAK”. De vil jo så gerne sørge for, at deres søn ikke brænder sig, falder ned, bliver kørt over og alt det andet, vi forældre frygter, så hver gang han forsøger sig det mindste med verden, råber de … ja “Pas på!”. Som vi jo gør, nogle af os, og derfor får indpodet vores børn, at den der verden skal de ikke regne med at kunne klare sig i.

Heldigvis har Isak en god ven, der hedder Karl. Han er voksen og ikke så bange for verden (det er jo heller ikke hans søn, vel?), så han laver både bål og svævebane med Karl og lader ham dermed prøve kræfter med verden på en god måde. Eller, det synes han, men det synes Isaks forældre ikke, da de opdager det …

Isak og alt det farlige er en børnebog med en morale, og den er ikke specielt skjult. Men det gør ingenting, for den er samtidig så sjovt og kærligt fortalt, at man som læser ikke føler sig talt ned til eller skældt ud (men helt klart truffet!). Og helt ærligt: Hvem kan stå for en bog om en angst dreng, hvor drengens allersidste replik er: “JEG ER ØRNEN!”? Ikke denne her angste, overpylrede mor, i hvert fald.

Isak og alt det farlige af Anja Hitz (tekst) og Peter Bay Alexandersens (ill.) er udkommet på Carlsen og kan fanges her.

Psst …! Har du læst Anja Hitz’ serie om skilsmissepigen Rose? Vi elskede den.

Isak og alt det farlige

Isak kigger ned på hjelmen og svæveselen. Han vil rigtig gerne. Men tænk, hvis det ER farligt. Tænk, hvis der sker noget. Isak får billeder i hovedet af ulykker. Flækkede kranier og pøle af blod. Han mærker tårer på sine kinder og løber ud af haven, inden Karl er nået ned fra træet.

Isaks far og mor ønsker at give Isak en god og tryg og beskyttet opvækst, så de holder ham fra, hvad der kunne være farligt. I den bedste mening, naturligvis.

En dag far er nødt til at køre, inden mor kommer hjem, arrangerer far, at Isak kan blive passet hos den gamle Karl, som skam gerne vil se efter drengen, til moderen kommer hjem.

Da far er væk, foreslår Karl, at han og Isak skal lave bål i haven og så koge nogle pølser i en gryde på det. Men nej tak, ild er farligt, det ved Karl fra far og mor. Men bålet bliver tændt og de spiser pølser, inden mor dytter, og Isak kan spæne hjem.

Denne fine og sympatiske bog er bygget op over en række parallelle forløb, der hver gang repræsenterer det farlige, når Isak skal passes af Karl,  det farlige, som far og mor har advaret så grundigt imod. Isak har på ingen måde vanskeligt ved at danne sig billeder inde i hovedet af, hvor skrækkeligt det kunne gå, hvis han imod sine forældres vilje gav sig i kast med det ‘farlige’, fordi han i skismaet mellem hvad far og mor synes er farligt, og hvad Karl bare gør, ængstes. Karl giver ham mod til at turde, men forældrenes (over)omsorg giver ham en så stor ængstelse, at det er dømt til at gå galt, hvis han vover derhjemme.

Da han kommer hjem til far og mor efter optrinnet med bålet, skal de have fars gode gryderet, som det hedder. Og inspireret af Karl vover Isak nu at gribe ud efter gryden på komfuret for at bære den forsigtigt hen på middagsbordet. Da mor ser det udbryder hun forskrækket: Pas på, Isak, og han taber gryden og brænder sig.

Hele tiden bevæger fortællingen sig mellem dette Skylla og Karybdis. Det overbeskyttede og det farlige, og kunsten bliver så at lære at navigere. Far og mor lærer Isak at være (over)forsigtig, Karl lærer Isak at turde. Det koster lærepenge at kunne gebærde sig i farvandet. Men det er nødvendigt at lære det. Det indser ikke bare Isak, men faktisk også far og mor i slutningen af fortællingen.

Det navnkundige Isak springer jo i øjnene. Isak var en af Israels stamfædre, søn af Abraham og Sara, og Isak betyder den der ler. Vi kender først og fremmest Isak som ham Abraham får påbud om at ofre, da Gud ønsker at teste Abrahams tro, og vi kender ham dernæst som den far, der ved en fejltagelse gav det yngste af tvillingeparret Esau og Jakob førstefødselsretten, nemlig Jakob. Så hans liv er rammet ind af dramatik, og det er den lille Isaks også. Men han synes at klare den, og sandelig om ikke også mor og far lærer, at man nok indimellem skal give slip og lade sit barn gøre erfaringer også af den slags, der kan svie lidt, men er gode at have på erfaringskontoen.

Anja Hitz har skrevet adskillige bøger, fx Skrid mor (Zoom on serien), Tor er sej (Carlsens stribede), Mig og min familie og Mig og min papfamilie. Ud over at være forfatter virker Anja Hitz også som oversætter, har fx oversat den nyligt udkomne ungdomsroman Blog-Bitch af Sara Kadefors.

Peter Bay Alexandersen er en velkendt illustrator, der har illustreret et væld af billede- og børnebøger fx Erik Barfoeds Lille Skid. Men derudover har han også forfatter til fx bøgerne Det er eddermame løgn og Loppen og professoren.

Isak og alt det farlige er velegnet til højtlæsning for en lille gruppe, så alle kan se med på de smukke illustrationer.

*

SKRID, MOR

Bloggen Bookeater.dk

Samlet bedømmelse: 9/10

Sprog: 10/10

Handling: 9/10

Underholdningsværdi: 9/10

“P´s rigtige navn er Pernille, men efter hendes forældres skilsmisse vil hun kun kaldes P. Hun bor hos sin mor og morens nye kæreste. P er vred på sin mor. For snart 2 år siden flyttede hendes mor pludseligt med hende og forlod hendes far. Hendes mor har aldrig fortalt P hvorfor de blev skilt, og P har ikke set faren siden dengang. P´s mor har fortalt, at faren er flyttet til Dubai for at arbejde, og P har kun kontakt med faren gennem breve, som hendes mor åbner før hun får dem.

P savner sin far, og bryder sig ikke om at lege lykkelig familie med sin mor, kæresten og hendes nye halvsøster, som skriger hele tiden.
Da P får at vide at moren og hendes kæreste vil rejse til Asien med hende til jul, får hun nok. P vil ikke til Asien, og når de nu alligevel skal ud at rejse, kan de da ligeså godt besøge faren i Dubai. Moren siger nej, men er fast besluttet, og beslutter sig for selv at spørge faren. Men hun har ikke hans adresse, og må ikke få den af sin mor. Derfor beslutter hun at tage toget til sin faster og få sin fars adresse af hende.

Hun stikker derfor af og tager toget til den by hvor familien boede før skilsmissen. P tager sin mors dagbog med på togturen, og gennem den og sin faster lærer hun efterhånden sandheden om hvorfor hendes forældre blev skilt, og sandheden om hendes far. Den sandhed, som hendes mor har holdt skjult for hende.

Skrid, mor er en rigtig god bog som formår at fortælle historien om en skilsmisse set gennem pigen P´s øjne på en letlæst og godt fortalt måde. Sproget er velskrevet, og man kan ikke undgå at leve sig ind i P´s savn og rasen mod morens forsøg på at beskytte hende. Noget, som P ser som en måde at kontrollere hende på og fratage hende faren. Samtidig formår bogen at vise begge sider af sagen gennem morens tanker i dagbogen og P´s rolle som jeg-fortæller. Handlingen er godt skruet sammen og har bestemt sine overraskelser. Og måske også en vis morale i at det ikke nytter noget at fortie sandheden, da det bare giver større problemer. En barsk, letlæst bog som absolut er værd at stifte bekendtskab med.”

*

MIG OG MIN FAMILIE – hele serien

En ægte stjerne

“Et must read for skilsmisseforældre og ganske enkelt supergode bøger for børn.”

“Det er altid med let bævende hjerte, at jeg læser om skilsmissebørn. Dels er jeg selv et af slagsen, oven i købet et, der voksede op i 70′erne og derfor hurtigt fandt ud af, at det var ‘synd’ for mig. Dels har jeg selv udsat det ældste af mine børn for skilsmisse. Så lad os bare sige, at jeg har … noget på spil.

Derfor bliver jeg også glad, når emnet kan behandles med balance og ynde. Når historierne på den ene side ikke kommer til at handle om, at skilsmissebørnene er dømt  til andenrangs liv (for det er de ikke), eller på den anden side forfalder til, at alt er super, fordi de har dobbelt af alt (for det er alt langtfra).

Den balance mestrer Anja Hitz. Hendes serie om pigen Rose og hendes pap-/stjernefamilie, hvoraf den fjerde, Mig og min stjernefamilie – traditioner og tudekiks netop er udkommet, er  i al stilfærdighed fremragende. Rose og hendes mor flytter i første bog ind hos Rose mors kæreste Frank og hans fem børn. Rose er vant til ro og orden og til at være enebarn. Frank og de nye papsøskende tager det hele sådan lidt mere løst. Det er både svært, irriterende, sørgeligt og indimellem sjovt. Præcis som i virkeligheden.

Og så selvfølgelig alligevel ikke helt. Hver bog har sit spændende plot, som sammen med et fint galleri af bipersoner – herunder Roses veninder, hvis forældre også er skilt – gør serien underholdende som bare pokker. I den netop udkomne handler det om, hvordan man fusionerer en jul, når nu alle er vant til at have det på ‘deres måde’. Eller rettere: Når nogen (Rose) går op i julen med liv og sjæl, og andre nærmest er lidt ligeglade (Gisp!).

Jeg slugte alle fire bind råt, græd lidt indeni over de skilsmisser, jeg har været udsat for og årsag til, og smilede så lettet over, at skilsmisse hverken behøver betyde et liv uden familie eller uden kærlighed for de børn, vi elsker så højt. Et must read for skilsmisseforældre og ganske enkelt supergode bøger for børn.”

Mig og min stjernefamilie

Weekendavisen
Af Frederikke Winther

“… Denne tredje historie om Rose tager virkelig sin læser med en tur rundt i de forvirrede og frustrerede følelsers karrusel … det er ikke bare en sød historie om en drøm der går i opfyldelse, men en fin fortælling om hvad der sker når drømmen pludselig bliver til virkelighed … Bogen vender ærligt og uhøjtideligt ønsket om at blive kendt lidt på vrangen, uden at pege fingre hverken af drømmen, eller ad tvivlen, som kan melde sig, hvis ønsket er tæt på at gå i opfyldelse. Den stiller blot to simple og usentimentale spørgsmål: Hvorfor egentlig? Og for hvad?”

Femina:
“I en tid, hvor kernefamilien nærmest ikke findes mere er Anja Hitz’ Mig og min stjernefamilie en velkommen bog, der tager nye familieformer op og er loyal over for dem. Bogen er tredje bind i serien om Rose og hendes enorme pap-og bonusfamilie og tematiserer denne gang det at ville skille sig ud fra mængden og tidens store fokus på berømmelse. Bogen kan læses med børn fra syv år.”

boggnasker.dk
Af Clara (14)
“Anja Hitz benytter igennem hele bogen et livligt sprog. Det livlige sprog gør bogen sjov at læse. Man kan sagtens læse bogen uden at være skilsmissebarn. Jeg vurderer målgruppen til børn i alderen 9 – 13. Bogen giver et godt indblik i hvor svært det kan være, at finde sin plads i en stor børneflok. Jeg kan helt klart anbefale dig at læse bogen.”

marensblog.dk (scroll en anelse ned)
“Kamille på 10 år læste med stor fornøjelse denne bog:
Det er den første bog, jeg har oplevet Kamille speedlæse. Måske fordi den, selvom det er en “storpigebog”, også har billeder på nogle af opslagene. Måske fordi Kamille selv har både papmor og papfar og forældre, der ikke bor sammen. Måske fordi den er skrevet let og levende. Ved det ikke – nok en blanding. Men den fik thumbs up og Kamille sidder nu spændt og venter på, hvad jeg nu finder til hende af læsegodter.”

ibbyheart.com
“Mig og min stjernefamilie” er en bog, som fra Cirkus Holmboe skal have de varmeste anbefalinger.
Anja Hitz formår med denne bog at sætte spot på stjernefamiliers hverdag anno 2013 med alt hvad den indeholder af glæder, udfordringer, skænderier, svigt og overraskelser.
Fantastisk bog som får 5 stjerner herfra.
Vi glæder os allerede til den fjerde bog i serien udkommer til efteråret”

Mig og min papfamilie. Store flyttedag

Julegavebogtip af familievejleder Lola Jensen i Go’morgen Danmark, dec. 2012.

Anmeldelse af Nønne Lønne Votborg på sjovforborn.dk:
Aldersgruppe: 8 – 12 år

I “Store flyttedag” skal Roses mor flytte sammen med sin nye kæreste Frank, der er enkemand og far til hele fem børn! Rose og hendes mor skal bo i Franks store gamle hus og nu starter udfordringerne for alvor. Anja Hitz har endnu engang skrevet en super morsom og genkendelig historie om skilsmisseramte børnefamilier. At smelte sammen til en papfamilie er ikke nødvendigvis enkelt og ligetil – og da slet ikke når man er et enebarn som Rose.

-Mig og min papfamilie er anden selvstændige del i serien om enebarnet Rose og hendes skøre papfamilie. Bogen indledes med et grundigt tilbageblik, der fortæller hvad der hændte i seriens første del hvor Roses mor og far netop var blevet skilt og moren fandt en kæreste. Rose ville, at farens alenetilværelse skulle ændres, men måtte erfare at det ikke er så enkelt at lege Kirsten Giftekniv.

I “Store flyttedag” skal Roses mor flytte sammen med sin nye kæreste Frank, der er enkemand og far til hele fem børn! Rose og hendes mor skal bo i Franks store gamle hus og nu starter udfordringerne for alvor. Før Rose og hendes mor kan rykke ind må meget indbo ud og det kræver sit!

Anja Hitz har endnu engang skrevet en super morsom og genkendelig historie om skilsmisseramte børnefamilier. At smelte sammen til en papfamilie er ikke nødvendigvis enkelt og ligetil – og da slet ikke når man er et enebarn som Rose. For Rose er det nemlig ikke altid rart at dele sin mor med seks nye mennesker og gå på en hel masse kompromisser for at få tingene til at fungere. Heldigvis kan hun stadig tage hjem til sin far og hygge sig, selvom hun forsat gerne vil lave om på tingene der. Far skulle efter Roses mening nemlig gerne blive kæreste med Bitten, så Rose kan blive storesøster for Bittens ny lille baby. Men heller ikke det går helt som planlagt.

Ja, det er ikke let at være Rose og skulle dele sin mor med fem papsøskende og Frank samtidig med hendes far bor helt, helt alene. Rose vil så gerne have tjek på tingene, men måske går det hele udmærket alligevel!

Bogen om Rose og hendes skøre papfamilie er velskreven og velkomponeret. Børn i alderen 8 – 12 år vil fryde sig over den vakse og handlingsresolutte 11 årige pige Rose, der er fuld af charme og energi. En glad og positiv bog, der også viser at det ikke altid er nemt at være barn eller voksen for den sags skyld.

Kirsten Raagaard har gennemillustreret bogen i glade farver, og bogen kan bruges til såvel højtlæsning som at læse selv af de største børn.

Mig og min papfamilie

Politiken, Fire hjerter, 13.08.11

Af Steffen Larsen

“DET GÅR GODT i mange papfamilier. Mest hører man dog om det modsatte. Men her er historien om Rose på 11 år, der overvinder forhindringer og ender med at få en temmelig udvidet storfamilie. Det er en klog og varmhjertet fortælling om sårede følelser og sorte afgrunde, balancerende på den rigtige side af trivi, med adskillige tilspidsede situationer og en fin beskrivelse af Roses forhold til sin nye papsøster. Sproget er jordnært, temaet højspændt. Men sol og vind bliver delt lige. Og Kirsten Raagaard har (atter) illustreret med indlevelse og overraskende enkle virkemidler. Bog og billeder passer simpelthen til hinanden.”

Avisen 24timer

Af Dipy

**** (fire stjerner af fem)

“I bogen hører vi om Hr. Hare som vågner og er i et dejligt forårshumør. Han beslutter at bage en rigtig stor kage og derefter gå ud og finde en at dele kagen med. Det lyder jo som den nemmeste sag i verden, men det er det naturligvis ikke i bogen. Hr. Hare får bagt sin kæmpekage og går af sted med kagen på sin trækvogn. Først møder han den dovne kat, men katten mener ikke, at en kage hvori der ikke indgår en fugleunge eller en rotte, er værd at rejse sig for. Herefter fortsætter turen til flere at skovens utaknemmelige dyr. Til sidst er Hr. Hare rigtig ked af det efter at have løbet sin vej fra en meget vred mus og tabt det meste af kagen under “flugten”. Men som en børnebog skal, så ender det hele rigtig lykkeligt med at Hr. Hare finder sig en god ven.

Bogen er flot illustreret af Ursula Seeberg. Det er nogle flotte og farverige illustrationer som passer perfekt til den søde lille historie. Det er en dejlig bog, som passer perfekt til godnat historie læsning. Den tager ca. 10 min. at læse igennem og der er en del gentagelser undervejs, hver gang Hr. Hare møder et nyt dyr, som han gerne vil dele sin kage med. Gentagelserne passer jo normalt godt til mindre børn, som derved hurtigt kan opnå fortrolighed med historien.”

*

MIN, MIN, MIN!

Af Anne Servais, Svendborg Bibliotek

“Hverdagsrealisme for børn i 3-6 års alderen og deres forældre. Vilma er i trodsalderen og alting er MIN , MIN, MIN. Ursula Seebergs fabulerende og farverige illustrationer understøtter fint og i børnehøjde Vilmas følelser. Skøn bog…

Ekstra Bladet: Fire stjerner
Af Pedro

“MOR LYDER SUR

‘Kom så, siger mor og lyder sur’ er en gennemgående sætning i Anja Hitz’ og Lise Arildskovs børnebog. Det er et gammelt, godt og effektivt kneb med en bestemt gennemgående sætning i bøger til mindre børn. En sætning der gentages igen og igen, og hver gang udløser en effekt.

Når mor lyder sur, sker der noget fantastisk. Mor bliver forvandlet til en blæksprutte, en kænguru, en drage, et muldyr. Og så sker der en masse sjov (…)

Lise Arildskovs illustrationer er overbevisende. Enkle og appelerende. Bogen fungerer.”