Anmeldelser

FLORA – SÆSON 14

“Forfattergerningens første bud: Du må ikke tage smilet fra din læser!

Man kan også se lidt lyst på det hele. Det gør Anja Hitz. For det meste. Hun lever i hvert fald op til det klassiske udsagn om, at man ikke må tage smilet (og håbet) fra sin læser. Det gælder også den smukke ungdomsroman ”Den dag vi døde,” der handler om kærlighed på efterskolen og drukneulykken på Præstø fjord. Min personlige favorit er ”Sol Solo Superglue”, som er en lille glad præsentation af alverdens fortrædeligheder og vejbump i et pigeliv, som alligevel tegnes lyst. Forfatterskabet trækker på et overskud af underfundighed og opstoppernæse.

Sådan også med pigen Flora. Hun skal konfirmeres lige om lidt, men så forsvinder hendes mor ind i en depression og al ting ramler. Næsten. For midt i sin ærgrelse og smæk med dørene løber Flora ind i en skater, som hedder Zack (måske). Selv kalder hun sig nu Zoe. Og så er spillet gående. Anja Hitz opfører sin historie som 14. sæson af en tv-serie med Flora i hovedrollen. Der er godt med dialog og regibemærkninger helt frem til 8. og sidste afsnit, hvor Flora/Zoe bliver forelsket, konfirmeret og ikke helt venneløs. Også præsten er flink og forstående. Han giver hende et ord med på vejen fra Esajas bog: ”De, der håber på Herren, får nye kræfter. De får vinger som ørne.” ”Flora – sæson 14” er selv en lille glad bog for store ørneunger.”

❤️❤️❤️❤️❤️ Steffen Larsen (til Politiken, men upubliceret, bragt med tilladelse fra SL)

 

Skrøbelig ungdom og stærke viljer

Af Camilla Eriksen, sognepræst og religionspædagogisk konsulent
“Parcelhus, trampolin i haven og et hyggeligt navneskilt på postkasse. Det er rammen om 14-årige Floras liv, indtil hendes mor bliver syg og må indlægges. Herefter er Flora, lillebror Elvin og deres far for en stund overladt til dem selv, og ingen taler rigtig om, hvad der er sket og hvad der nu skal ske.
Udfordringerne hober sig op for Flora – dels smuldrer hverdagens sikre rutiner, ligesom hendes barndomsven Birk begynder at opføre sig temmelig anderledes overfor hende. Derudover vil Flora konfirmeres – en idé, som ingen i familien viser den store opmærksom, og som hænger i en tynd tråd, i takt med morens sygdom.
Flora går til præst. Hun er ikke en del af fællesskabet på holdet, hvilket hun håndterer med en barsk usikkerhed. I tankerne placerer hun sig uden for virkeligheden ved at betragte sit liv, som var det afsnit i en TV-serie. Yderemere spejler hun sine ord og handlinger i Gud, som en samvittighedstung målestok for den gode opførsel.
Flora reagerer på sin slingrende hverdag med enorme indtag af hurtige kalorier, og under et ædeflip opstår et nyt venskab. Miljøet er fremmed og råt, og Flora føler sig tiltrukket, måske fordi hun er teenager, måske fordi alting her er nyt. Hun erstatter sit naturpigenavn med et navn af asfalt, og en verden åbner sig, hvor hun inden længe står i en virkelighed, som bliver lidt for virkelig – på godt og ondt.
“Flora, sæson 14” spænder vidt, uden at miste sit udgangspunkt: liv og ungdom, kærlighed, afmagt, tilgivelse og en spirende tro. Bogen skildrer nærværende og med en stigende spændingskurve, de ubarmhjertige hårnålesving i overgangen fra barn til voksen, når livet byder på
Det religiøse perspektiv i bogen, med konfirmationen som et betydningsbærende ritual for et ungt menneske, giver bogen forfriskende tyngde.
I bogen optræder en præst, som konfirmander anno idag vil kunne genkende. Han lægger kristendommen frem, ikke som tungt pensum, men som en tydning af tilværelsen, hvor fortællingen om en evig kærlighed, accept og tilgivelse, er det bærende.
Det er ikke ligetil at afstemme en skildring mellem ungdom og trosliv. Her er skildringen lykkedes.”

*

HJALTE DONUT – i vores familie lyver vi ikke

“Hjalte er donorbarn. Derfor kaldes han Hjalte Donut. En stor del af sin tid tilbringer han i ”donorgruppen,” hvor man kommer hinanden ved. Måske lidt for meget, for pigen Mulle vil kysse fem drenge, inden hun fylder 13 år, og Hjalte er en af dem. Hun mener, man har ret til forskellige ”vareprøver”. Hjaltes mor leder efter forskellige ”rollemodeller,” som kan lære drengen det, som fædre normalt skal gøre. Men en dag står der en mand med vandblå øjne ligesom Hjaltes uden for døren. Og så lever bogen om ”Hjalte Donut” med undertitlen ”I vores familie lyver vi ikke” op til sin hensigt. ”Donorgruppen” er i oprør. Godt han har sin veninde Krusemynte. Det her er en historie om glade børn i moderne omgivelser. Der er altid et lys i midten af donut’en.”

❤️❤️❤️❤️ Steffen Larsen (til Politiken, men upubliceret, bragt med tilladelse fra SL)

*

DEN DAG VI DØDE

”Det er svært at skrive sexet om sex, men det lykkes altså Anja Hitz, når hun skriver om Kaya og Felicia under dynerne på efterskoleværelset i den meget voldsomme og meget vellykkede roman ’Den dag vi døde’.” Ida Dybdahl, Politiken (12.10.19)

<>

Bookeater

Samlet bedømmelse: 10/10

Sprog: 10/10

Handling: 10/10

Underholdningsværdi: 10/10

<>

“Den dag vi døde” af Anja Hitz er en rigtig efterskoleroman. Den er fortalt – selvfølgelig fristes man til at sige – på hjem-ude-hjem-formen. Hjem-ude-hjem findes dog ikke kun en gang i romanen, men bruges igen og igen på forskellige måder og planer, og får afgørende betydning for fortolkningen og personernes udviklingen.
Det er råt, koldt, vådt; storladent, smukt og hjerteknusende. Det er håbefuldt og relaterbart.
Bogen er sprængfyldt af undervisningspotentiale … Jeg kan bare anbefale den som hovedværk på alle efterskoler i det ganske danske land.” bogoplevelsen

<>

“Anja Hitz har skrevet en gribende historie inspireret af kæntringsulykken på Præstø Fjord i 2011. En ungdomsroman, som fortæller historien om tre unge og deres vej gennem forelskelse, kærlighed, ulykke og sorg. … Anja Hitz, der selv er opvokset ved Præstø Fjord og som barn har sejlet på fjorden, har skrevet en knugende, troværdig og indfølende ungdomsbog, der gør stort indtryk. Det er en roman til de unge, der efterspørger realistiske bøger baseret på virkelige hændelser men også en roman, der efterlader store og væsentlige spørgsmål om ansvar, autoritetstro og virkelighed kontra fiktion.” Marion Tirsgaard, Litteratursiden

<>

“Nogle gange støder man på en bog, der er så velskrevet på så mange måder, at det bliver en læseoplevelse ud over det sædvanlige. Sådan en bog er “Den dag vi døde”… En stærk ungdomsroman, der formår at tage fat i de simple frustrationer, man møder som ung og de helt store problematikker, der er med til at forme os som mennesker…” udskolingslaerer

<>

I Anja Hitz ‘s stærke, realistiske ungdomsroman “Den dag vi døde” er vi på en efterskole. Vi følger tre unge mennesker i en periode af deres liv, hvor livet udfolder sig. Livet står åbent, erfaringer skal gøres, chancer skal tages, hemmeligheder deles – men samtidig har de fleste en tillid til forældre/voksne/autoriteter. …  Romanen er indfølende om den første kærlighed, usikkerhed, venskab, efterskoleliv. Det er også en roman om tillid, ansvar, skyld og tilgivelse. Romanen er fiktion, men tager afsæt i en virkelig hændelse. … Den er let at læse, men har meget på hjertet, og er god at spejle sig i.” bausagerbooks

<>

“En stærk og gribende fortælling, der er skrevet med inspiration fra den virkelig hændelse, kæntringsulykken på Præstø Fjord i 2011. … En roman med kærlighed, længsel efter den første seksuelle erfaring, venskaber og grænser der skal overskrides. Men alt ændres på et splitsekund og man bliver som læser grebet af denne sørgelige men samtidige også en meget håbefulde fortælling om en tragisk ulykke og livet derefter. Anja Hitz får her skabt en smuk, rørende og vigtig fiktiv roman, som virkelig fortjener en plads som værklæsning i udskolingen.” @litteratur_til_danskfaget

<>

“Hvad er det egentligt vigtige, når grænsen mellem liv og død kommer helt tæt på? Den dag vi døde er inspireret af en autentisk historie om en gruppe efterskoleelever og en kæntret båd. Efter et dramatisk corona-år, kan man relatere til det aftryk, bådulykken sætter i de tre hovedpersoners blik på verden. En bog med både lethed og dybde, der også tegner et fint portræt af de unges identitetsspørgsmål, nuancer af seksualitet og voksenrelationer. Rose – Børnebibliotekar, Gladsaxe Hovedbibliotek

*

SOL SOLO SUPERGLUE

“Anja Hitz skriver en næsten perfekt historie om Sara fra 9. klasse, der går til hånde i onklens solcenter, mens hun venter på det mirakel, der både handler om kærlighed og en vejviser til livet, (det er ofte det samme). Sproget funkler og flimrer og fniser om kap med Saras overvejelser omkring poletter, tjekkere og en rocker med glimt i øjet – (dog ikke nok glimt). Sara er til Distortion og drive-in bio, og hun forsøger sig i jobbet som sugarbaby – (dog uden held).

Man bliver så glad i låget over at nogen kan fortælle om svære tider, små sorger og manglende solariepoletter, så man kan ryste det af sig med et smil. Piger har det (ofte) sjovere! Også med sproget, når Saras ”rastløshed har spredt sig til hele Storkøbenhavn”. Selv kommer hun fra noget, der minder om Herlev. En lille solstråle helt uden kunstigt lys.”

❤️❤️❤️❤️❤️ Steffen Larsen (til Politiken, men upubliceret, bragt med tilladelse fra SL)

*

Serie: MIG OG MIN FAMILIE 1-5

Stjernefamilie forever (men med nyt navn)

Hvis du er sådan en Bogliv-læser, der har været med længe, så husker du måske, at Anja Hitz’ børnebogserie Mig og min stjernefamilie om pigen Rose og hendes sammenbragte familie imponerede, rørte og morede os så meget, at vi brugte ordet fremragende. Hvis ikke, kan du lige repetere.

Nu er der en ny bog ude i serien, som i mellemtiden er blevet omdøbt til Mig og min familie (lidt synd, synes jeg, for stjernefamilie havde en rigtig fin positiv lyd, men jeg kan godt se pointen i simpelthen at kalde den nye virkelighed for et skilsmissebarn for slet og ret familie. For det er det jo).

Mig og min familie – aldrig helt alene bor Rose halvdelen af tiden hos sin far og hans kæreste Bitten, der er mor til det lille donorbarn Iggi. Den anden halvdel bor hun hos sin mor og enkemanden Frank, der har fem børn. Deraf undertitlen, for Rose er aldrig helt alene med al den familie, og det er hun glad for:

Jeg elsker, når vi alle sammen er hjemme. Når der hele tiden sker noget et eller andet sted i huset eller haven. Når man bare kan høre, at der overalt er nogen, der rumsterer med noget, snakker, griner, småskændes, driller hinanden, brokker sig, bliver gode venner igen, rumsterer med noget nyt og griner lidt igen.

Roses situation har dog også sine ulemper. Når hendes mor, Frank og de fem tager ud at skøjte i en af de uger, hvor hun er hos sin far. Når yngste bonusbror kommer til at kalde Roses mor for ‘mor’, fordi han ikke kan huske sin rigtige mor, og de andre søskende så bliver sure. Eller når hun bare synes, at “Der er pap overalt i mit liv.”

Så Rose har sine udfordringer, men hun har også et helt almindeligt tween-liv, som hun blandt andet bruger i det band, hun har med tre veninder. En dag foreslår pigernes musiklærer, at de optager et nyt medlem, flygtningedrengen Massi. Det udløser nogen diskussion, men også nye oplevelser og nye forståelser. Og måske en udvidelse af stjernefamilien. Det kan lyde påklistret og lidt helligt, men det er det ikke, bare naturligt.

Og det er lige præcis det, Anja Hitz – og Rose – mestrer så godt: balancen mellem budskab og naturlighed; fordele og ulemper; sjov og sorg. For livet i en delefamilie er det hele: svært, sjovt, sørgeligt, kedeligt, spændende. I al stilfærdighed er seriens meget vigtige budskab, at ja, det er traumatisk, når kernefamilien bliver sprængt. Der er sorg over at miste, og der bliver ved med at være sorg over at gå glip af. Men det kan faktisk lade sig gøre at skabe en ny virkelighed med masser af liv og glæde, når nu den gamle ikke holder mere. Og den pointe har vi alle sammen brug for, inklusive dem der bor i kernefamilier, hvor virkeligheden jo også ændrer sig hele tiden.

At bogen er fortælleteknisk i orden, underholdende og let i tonen gør den bare så meget desto mere børneegnet. Vi er stadig fans!

 

Mig og min familie 5. Aldrig helt alene

Af Bodil Christensen, bragt på 

Jeg er ud over hele flokken. Vi er her alle sammen. Bare i år er jeg blevet 100% storesøster til Iggi, Bittens stjernedatter og Massis weekendsøster. Min stjernefamilie er vokset igen. Og ved du hvad? Det tror jeg den vil gøre resten af mit liv.

Det er (lidt utraditionelt) slutningen af bogen, der indleder denne anmeldelse. Slutningen er nemlig ikke overraskende, det er en seriebog, nummer fem i rækken, der alle handler om hvordan Roses familie er vokset (og fortsat vokser) fra hendes dage alene sammen med moderen til nu at være en del af en helt moderne stjernefamilie med papforældre, søskende i halve, hele og diverse kategorier, med fastre, flygtningebørn og flytninger af indbo.

Det er en glæde, at der også er bøger, hvor alt ikke er problemer, men hvor børn låser sig inde ved et uheld, spiller musik i et band, græder lidt over at være forbigået i familien, savner forældre, der ikke længere er der, men i det store og hele er hverdagen god og fyldt med voksne, der tager ansvar for deres eget og børnenes liv. Og det gør de i en familie, der slet ikke er en kernefamilie, men en ”stjernefamilie”.

Rose siger: ”Det er rigtig godt at have en stor familie når der skal bruges mange hænder på én gang. Når nogen skal flytte for eksempel. Et halvt år tidligere var mor og jeg flyttet ind i Frank og de fems hus. Vi havde stillet alle fællesmøblerne ud på græsset for at se hvilke der skulle have lov at rykke ind i huset. Mor og Frank forhandlede hele eftermiddagen.”. Sådan var det, da Rose og moderen flyttede ind til Frank, men da Roses far skal flytte sammen med sin kæreste (Franks søster), så sker det helt anderledes struktureret. Sådan er mangfoldigheden og forskelligheden tydelig på mange måder.

Denne bogs omdrejningspunkt er Massi, der er rigtig god til at spille guitar, men som flygtningebarn på asylcenteret har han nogle helt andre problemer end Rose og hendes veninder. Det giver en vedkommende og spændende konflikt, hvor de voksne heldigvis også kan tage ansvar.

Seriebøger til mellemtrinnets læsere skal man sætte pris på, når de har et relevant indhold, et godt sprogligt drive og en beskrivelse af hverdagen, der kan udvide verden for de fleste læsere.

Anja Hitz skriver godt. Og heldigvis er det ikke en ”pigebog” eller en ”drengebog”. Alle kan læse med her. Man kan altid glæde sig over at se hverdagen fra andres sider. Og Rose har et godt blik.

Kirsten Raagaard har illustreret bogen. Det har hun gjort med fine realistiske tegninger, så man ser Massi og Rose og alle de andre tydeligere for sig.

 

Mig og min familie 5. Aldrig helt alene

Hvordan følels det at være skilsmissebarn i landets mest langt ude familie? Det får vi svar på i Anja Hitz’ nye bog om Rose, hendes fire forældre og seks søskende.

“Mig og min familie. Aldrig helt alene” er femte bog i en kærlig og spøjs bogserie om skilsmissebarnet Rose og hendes kæmpe store familie. Roses familie har kronisk vokseværk, og dette er både på godt og ondt for den følsomme 12-årige pige. ”Der er pap overalt i mit liv” siger Rose, da hendes familie endnu engang skal udvides, og hun oplever frustrationen over at have to værelser, to huse, to sæt forældre og alt for mange papsøskende.

Selvom det kan være hårdt at være delebarn sætter Anja Hitz skilsmisselivet i perspektiv, da Rose møder den forældreløse flygtningedreng Massi. Roses egne tanker og følelser omkring, hvor hårdt det er at pendle mellem to familier bliver her sat på standby, når hun forsøger at hjælpe sin nye ven med at få en tryg og glædesfuld hverdag. Gennem Massi opdager hun, at det ikke er helt dårligt at have massere af skøre familiemedlemmer omkring sig.

“Mig og min familie. Aldrig helt alene” er en næstekærlig og nærværende bog om at dele. Anja Hitz skildrer på en rørende måde de knudepunkter, der kan opstå i delefamilier, og ligeledes hvor svært det kan være at skulle dele ud af noget så kostbart som sin mor og far. Hele bogserien er en oplagt støtte til skilsmissebørn og kan være et godt samtaleudgangspunkt for dig og dit barn.

På meget aktuel og elegant vis illustrerer Anja Hitz ligeledes, hvordan det kan være, at være et forældreløst flygtningebarn i Danmark. Bogen kan derfor også være et godt udgangspunkt for at tale med dit barn om, hvordan det er at føle sig helt alene i verden.

Bogen er skrevet i et sjovt og letlæseligt sprog og der er er fine illustrationer igennem hele bogen, hvilket er med til at bringe karaktererne i historien til live. De 126 sider er delt op i 23 kapitler og bogen kan derfor læses over flere omgange. Har man ikke læst Anja Hitz første fire bøger om Rose i “Mig og min familie”, kan man stadig let læse bogen, da der er et kort og levende resume af de forrige bøger i starten af bogen.

Børn i byen giver “Mig og min familie. Aldrig helt alene” fire ud af fem stjerner: ★★★★
Alderstrin: 7-12 år

 

*

 

INGEN SOM TILDE

Af Lonni Carlsen, bragt i 
Jeg stivner.
’Der er mange ting at tage fat på.’
Han begynder at notere på et stykke papir. Øverst i venstre side skriver han AFTALEBRUD med store bogstaver. INDTAGELSE AF ALKOHOL, skriver han som første punkt nedenunder. INVITATION AF DRENGE, som det næste.
Det svimler for mig.
HANDLING skriver han øverst i en ny kolonne. Pennen står ikke stille. Han læser højt mens han skriver.
’Opkald til forældre … Eventuel politianmeldelse…’
’Vil du ikke godt lade være,’ piber jeg.
’Hvorfor?’ Far ser forundret på mig. ’Vi er ikke konfliktsky her i huset.’
Tilde er den nye, seje pige i klassen, og alle søger hendes opmærksomhed. Da hun vælger at invitere de to veninder Adda og Christine med i onklens sommerhus til en weekend med alkohol og uden forældre, er de to piger overbeviste om, at de har skudt papegøjen. Men alt vendes fra første aften på hovedet, og intet bliver som ønsket.
Adda og Christine har altid været veninder, men da weekenden er omme, står Adda alene tilbage og Christine og Tilde er nu blevet slyngveninder.
I denne korte og letlæste roman tager Anja Hitz en række aktuelle temaer op, fx dannelse af identitet, alkohol og konflikter med veninder. Endvidere beskæftiger bogen sig med bagsiden af medaljen ved altid at være online og spørgsmålet om, om der er grænser for, hvorvidt man som velmenende forældre kan beskytte sine teenagebørn imod de prøvelser, der ligger på vejen mod et voksenliv.’Ingen som Tilde’ er en del at Høst & Søns Zoom on serie. Kendetegnende for serien er, at bøgerne er korte og letlæste (lix 14-26), samtidig med, at de behandler velkendte problemstillinger blandt børn og unge i alderen 11+.  Jeg anbefaler gerne seriens bøger både til skolens svagere læsere, men også til de ’dovne’ drenge i udskolingen, der sjældent kan overskue bøger på flere hundrede sider. I den sammenhæng kan nævnes ’Død og citronmåne’ og ’Stav til psyko’ af Mette Vedsø som gode bud på en frilæsningsbog der rent faktisk bliver læst.Det er tydeligt, at Anja Hitz har meget på hjertet i ’Ingen som Tilde’. Måske lidt for meget? Der er mange højaktuelle temaer i spil, men de bliver ikke rigtig foldet helt ud. Det er synd! Anja Hitz skriver godt, og rammer en sprogtone, der henvender sig til de unge mennesker. Som læser sidder jeg dog tilbage med følelsen af ’Nå, det var så det. Videre til næste bog’.

*

ISAK OG ALT DET FARLIGE

 

Angst æder små sjæle op

Af Ulla Hinge Thomsen på bloggen Bogliv

Da jeg var lille, var jeg bange for tyve. Og for mordere og pyromaner. Jeg var bange for at tale med fremmede og for at sove ude, og man kunne glemme alt om at sende mig op og kravle i et træ; jeg stod på jorden og så ængsteligt op på min anderledes adrætte veninde. Verden var et farligt sted. Det er ikke blevet (særlig meget) bedre af at blive voksen og mor, for:

Der er så meget, jeg skal passe på – jeg har jo [to uvurderlige børn], som jeg skal passe på.

Derfor føler jeg mig også ramt lige i mavekulden af billedbogen Isak og alt det farlige. Lille Isak har nemlig en evig ringen i ørerne, der består af hans mors og fars “PAS PÅ, ISAK”. De vil jo så gerne sørge for, at deres søn ikke brænder sig, falder ned, bliver kørt over og alt det andet, vi forældre frygter, så hver gang han forsøger sig det mindste med verden, råber de … ja “Pas på!”. Som vi jo gør, nogle af os, og derfor får indpodet vores børn, at den der verden skal de ikke regne med at kunne klare sig i.

Heldigvis har Isak en god ven, der hedder Karl. Han er voksen og ikke så bange for verden (det er jo heller ikke hans søn, vel?), så han laver både bål og svævebane med Karl og lader ham dermed prøve kræfter med verden på en god måde. Eller, det synes han, men det synes Isaks forældre ikke, da de opdager det …

Isak og alt det farlige er en børnebog med en morale, og den er ikke specielt skjult. Men det gør ingenting, for den er samtidig så sjovt og kærligt fortalt, at man som læser ikke føler sig talt ned til eller skældt ud (men helt klart truffet!). Og helt ærligt: Hvem kan stå for en bog om en angst dreng, hvor drengens allersidste replik er: “JEG ER ØRNEN!”? Ikke denne her angste, overpylrede mor, i hvert fald.

Isak og alt det farlige af Anja Hitz (tekst) og Peter Bay Alexandersens (ill.) er udkommet på Carlsen og kan fanges her.

Psst …! Har du læst Anja Hitz’ serie om skilsmissepigen Rose? Vi elskede den.

 

Isak og alt det farlige

Isak kigger ned på hjelmen og svæveselen. Han vil rigtig gerne. Men tænk, hvis det ER farligt. Tænk, hvis der sker noget. Isak får billeder i hovedet af ulykker. Flækkede kranier og pøle af blod. Han mærker tårer på sine kinder og løber ud af haven, inden Karl er nået ned fra træet.

Isaks far og mor ønsker at give Isak en god og tryg og beskyttet opvækst, så de holder ham fra, hvad der kunne være farligt. I den bedste mening, naturligvis.

En dag far er nødt til at køre, inden mor kommer hjem, arrangerer far, at Isak kan blive passet hos den gamle Karl, som skam gerne vil se efter drengen, til moderen kommer hjem.

Da far er væk, foreslår Karl, at han og Isak skal lave bål i haven og så koge nogle pølser i en gryde på det. Men nej tak, ild er farligt, det ved Karl fra far og mor. Men bålet bliver tændt og de spiser pølser, inden mor dytter, og Isak kan spæne hjem.

Denne fine og sympatiske bog er bygget op over en række parallelle forløb, der hver gang repræsenterer det farlige, når Isak skal passes af Karl,  det farlige, som far og mor har advaret så grundigt imod. Isak har på ingen måde vanskeligt ved at danne sig billeder inde i hovedet af, hvor skrækkeligt det kunne gå, hvis han imod sine forældres vilje gav sig i kast med det ‘farlige’, fordi han i skismaet mellem hvad far og mor synes er farligt, og hvad Karl bare gør, ængstes. Karl giver ham mod til at turde, men forældrenes (over)omsorg giver ham en så stor ængstelse, at det er dømt til at gå galt, hvis han vover derhjemme.

Da han kommer hjem til far og mor efter optrinnet med bålet, skal de have fars gode gryderet, som det hedder. Og inspireret af Karl vover Isak nu at gribe ud efter gryden på komfuret for at bære den forsigtigt hen på middagsbordet. Da mor ser det udbryder hun forskrækket: Pas på, Isak, og han taber gryden og brænder sig.

Hele tiden bevæger fortællingen sig mellem dette Skylla og Karybdis. Det overbeskyttede og det farlige, og kunsten bliver så at lære at navigere. Far og mor lærer Isak at være (over)forsigtig, Karl lærer Isak at turde. Det koster lærepenge at kunne gebærde sig i farvandet. Men det er nødvendigt at lære det. Det indser ikke bare Isak, men faktisk også far og mor i slutningen af fortællingen.

Det navnkundige Isak springer jo i øjnene. Isak var en af Israels stamfædre, søn af Abraham og Sara, og Isak betyder den der ler. Vi kender først og fremmest Isak som ham Abraham får påbud om at ofre, da Gud ønsker at teste Abrahams tro, og vi kender ham dernæst som den far, der ved en fejltagelse gav det yngste af tvillingeparret Esau og Jakob førstefødselsretten, nemlig Jakob. Så hans liv er rammet ind af dramatik, og det er den lille Isaks også. Men han synes at klare den, og sandelig om ikke også mor og far lærer, at man nok indimellem skal give slip og lade sit barn gøre erfaringer også af den slags, der kan svie lidt, men er gode at have på erfaringskontoen.

Anja Hitz har skrevet adskillige bøger, fx Skrid mor (Zoom on serien), Tor er sej (Carlsens stribede), Mig og min familie og Mig og min papfamilie. Ud over at være forfatter virker Anja Hitz også som oversætter, har fx oversat den nyligt udkomne ungdomsroman Blog-Bitch af Sara Kadefors.

Peter Bay Alexandersen er en velkendt illustrator, der har illustreret et væld af billede- og børnebøger fx Erik Barfoeds Lille Skid. Men derudover har han også forfatter til fx bøgerne Det er eddermame løgn og Loppen og professoren.

Isak og alt det farlige er velegnet til højtlæsning for en lille gruppe, så alle kan se med på de smukke illustrationer.

 

*

SKRID, MOR

Bloggen Bookeater.dk

Samlet bedømmelse: 9/10

Sprog: 10/10

Handling: 9/10

Underholdningsværdi: 9/10

“P´s rigtige navn er Pernille, men efter hendes forældres skilsmisse vil hun kun kaldes P. Hun bor hos sin mor og morens nye kæreste. P er vred på sin mor. For snart 2 år siden flyttede hendes mor pludseligt med hende og forlod hendes far. Hendes mor har aldrig fortalt P hvorfor de blev skilt, og P har ikke set faren siden dengang. P´s mor har fortalt, at faren er flyttet til Dubai for at arbejde, og P har kun kontakt med faren gennem breve, som hendes mor åbner før hun får dem.

P savner sin far, og bryder sig ikke om at lege lykkelig familie med sin mor, kæresten og hendes nye halvsøster, som skriger hele tiden.
Da P får at vide at moren og hendes kæreste vil rejse til Asien med hende til jul, får hun nok. P vil ikke til Asien, og når de nu alligevel skal ud at rejse, kan de da ligeså godt besøge faren i Dubai. Moren siger nej, men er fast besluttet, og beslutter sig for selv at spørge faren. Men hun har ikke hans adresse, og må ikke få den af sin mor. Derfor beslutter hun at tage toget til sin faster og få sin fars adresse af hende.

Hun stikker derfor af og tager toget til den by hvor familien boede før skilsmissen. P tager sin mors dagbog med på togturen, og gennem den og sin faster lærer hun efterhånden sandheden om hvorfor hendes forældre blev skilt, og sandheden om hendes far. Den sandhed, som hendes mor har holdt skjult for hende.

Skrid, mor er en rigtig god bog som formår at fortælle historien om en skilsmisse set gennem pigen P´s øjne på en letlæst og godt fortalt måde. Sproget er velskrevet, og man kan ikke undgå at leve sig ind i P´s savn og rasen mod morens forsøg på at beskytte hende. Noget, som P ser som en måde at kontrollere hende på og fratage hende faren. Samtidig formår bogen at vise begge sider af sagen gennem morens tanker i dagbogen og P´s rolle som jeg-fortæller. Handlingen er godt skruet sammen og har bestemt sine overraskelser. Og måske også en vis morale i at det ikke nytter noget at fortie sandheden, da det bare giver større problemer. En barsk, letlæst bog som absolut er værd at stifte bekendtskab med.”

 

*

MIG OG MIN FAMILIE – hele serien

En ægte stjerne

Af Ulla Hinge Thomsen

“Et must read for skilsmisseforældre og ganske enkelt supergode bøger for børn.”

“Det er altid med let bævende hjerte, at jeg læser om skilsmissebørn. Dels er jeg selv et af slagsen, oven i købet et, der voksede op i 70′erne og derfor hurtigt fandt ud af, at det var ‘synd’ for mig. Dels har jeg selv udsat det ældste af mine børn for skilsmisse. Så lad os bare sige, at jeg har … noget på spil.

Derfor bliver jeg også glad, når emnet kan behandles med balance og ynde. Når historierne på den ene side ikke kommer til at handle om, at skilsmissebørnene er dømt  til andenrangs liv (for det er de ikke), eller på den anden side forfalder til, at alt er super, fordi de har dobbelt af alt (for det er alt langtfra).

Den balance mestrer Anja Hitz. Hendes serie om pigen Rose og hendes pap-/stjernefamilie, hvoraf den fjerde, Mig og min stjernefamilie – traditioner og tudekiks netop er udkommet, er  i al stilfærdighed fremragende. Rose og hendes mor flytter i første bog ind hos Rose mors kæreste Frank og hans fem børn. Rose er vant til ro og orden og til at være enebarn. Frank og de nye papsøskende tager det hele sådan lidt mere løst. Det er både svært, irriterende, sørgeligt og indimellem sjovt. Præcis som i virkeligheden.

Og så selvfølgelig alligevel ikke helt. Hver bog har sit spændende plot, som sammen med et fint galleri af bipersoner – herunder Roses veninder, hvis forældre også er skilt – gør serien underholdende som bare pokker. I den netop udkomne handler det om, hvordan man fusionerer en jul, når nu alle er vant til at have det på ‘deres måde’. Eller rettere: Når nogen (Rose) går op i julen med liv og sjæl, og andre nærmest er lidt ligeglade (Gisp!).

Jeg slugte alle fire bind råt, græd lidt indeni over de skilsmisser, jeg har været udsat for og årsag til, og smilede så lettet over, at skilsmisse hverken behøver betyde et liv uden familie eller uden kærlighed for de børn, vi elsker så højt. Et must read for skilsmisseforældre og ganske enkelt supergode bøger for børn.”

 

Mig og min stjernefamilie

Weekendavisen
Af Frederikke Winther

“… Denne tredje historie om Rose tager virkelig sin læser med en tur rundt i de forvirrede og frustrerede følelsers karrusel … det er ikke bare en sød historie om en drøm der går i opfyldelse, men en fin fortælling om hvad der sker når drømmen pludselig bliver til virkelighed … Bogen vender ærligt og uhøjtideligt ønsket om at blive kendt lidt på vrangen, uden at pege fingre hverken af drømmen, eller ad tvivlen, som kan melde sig, hvis ønsket er tæt på at gå i opfyldelse. Den stiller blot to simple og usentimentale spørgsmål: Hvorfor egentlig? Og for hvad?”

Femina:
“I en tid, hvor kernefamilien nærmest ikke findes mere er Anja Hitz’ Mig og min stjernefamilie en velkommen bog, der tager nye familieformer op og er loyal over for dem. Bogen er tredje bind i serien om Rose og hendes enorme pap-og bonusfamilie og tematiserer denne gang det at ville skille sig ud fra mængden og tidens store fokus på berømmelse. Bogen kan læses med børn fra syv år.”

boggnasker.dk
Af Clara (14)
“Anja Hitz benytter igennem hele bogen et livligt sprog. Det livlige sprog gør bogen sjov at læse. Man kan sagtens læse bogen uden at være skilsmissebarn. Jeg vurderer målgruppen til børn i alderen 9 – 13. Bogen giver et godt indblik i hvor svært det kan være, at finde sin plads i en stor børneflok. Jeg kan helt klart anbefale dig at læse bogen.”

marensblog.dk (scroll en anelse ned)
“Kamille på 10 år læste med stor fornøjelse denne bog:
Det er den første bog, jeg har oplevet Kamille speedlæse. Måske fordi den, selvom det er en “storpigebog”, også har billeder på nogle af opslagene. Måske fordi Kamille selv har både papmor og papfar og forældre, der ikke bor sammen. Måske fordi den er skrevet let og levende. Ved det ikke – nok en blanding. Men den fik thumbs up og Kamille sidder nu spændt og venter på, hvad jeg nu finder til hende af læsegodter.”

ibbyheart.com
“Mig og min stjernefamilie” er en bog, som fra Cirkus Holmboe skal have de varmeste anbefalinger.
Anja Hitz formår med denne bog at sætte spot på stjernefamiliers hverdag anno 2013 med alt hvad den indeholder af glæder, udfordringer, skænderier, svigt og overraskelser.
Fantastisk bog som får 5 stjerner herfra.
Vi glæder os allerede til den fjerde bog i serien udkommer til efteråret”

 

Mig og min papfamilie. Store flyttedag

Julegavebogtip af familievejleder Lola Jensen i Go’morgen Danmark, dec. 2012.

Anmeldelse af Nønne Lønne Votborg på sjovforborn.dk:
Aldersgruppe: 8 – 12 år

I “Store flyttedag” skal Roses mor flytte sammen med sin nye kæreste Frank, der er enkemand og far til hele fem børn! Rose og hendes mor skal bo i Franks store gamle hus og nu starter udfordringerne for alvor. Anja Hitz har endnu engang skrevet en super morsom og genkendelig historie om skilsmisseramte børnefamilier. At smelte sammen til en papfamilie er ikke nødvendigvis enkelt og ligetil – og da slet ikke når man er et enebarn som Rose.

-Mig og min papfamilie er anden selvstændige del i serien om enebarnet Rose og hendes skøre papfamilie. Bogen indledes med et grundigt tilbageblik, der fortæller hvad der hændte i seriens første del hvor Roses mor og far netop var blevet skilt og moren fandt en kæreste. Rose ville, at farens alenetilværelse skulle ændres, men måtte erfare at det ikke er så enkelt at lege Kirsten Giftekniv.

I “Store flyttedag” skal Roses mor flytte sammen med sin nye kæreste Frank, der er enkemand og far til hele fem børn! Rose og hendes mor skal bo i Franks store gamle hus og nu starter udfordringerne for alvor. Før Rose og hendes mor kan rykke ind må meget indbo ud og det kræver sit!

Anja Hitz har endnu engang skrevet en super morsom og genkendelig historie om skilsmisseramte børnefamilier. At smelte sammen til en papfamilie er ikke nødvendigvis enkelt og ligetil – og da slet ikke når man er et enebarn som Rose. For Rose er det nemlig ikke altid rart at dele sin mor med seks nye mennesker og gå på en hel masse kompromisser for at få tingene til at fungere. Heldigvis kan hun stadig tage hjem til sin far og hygge sig, selvom hun forsat gerne vil lave om på tingene der. Far skulle efter Roses mening nemlig gerne blive kæreste med Bitten, så Rose kan blive storesøster for Bittens ny lille baby. Men heller ikke det går helt som planlagt.

Ja, det er ikke let at være Rose og skulle dele sin mor med fem papsøskende og Frank samtidig med hendes far bor helt, helt alene. Rose vil så gerne have tjek på tingene, men måske går det hele udmærket alligevel!

Bogen om Rose og hendes skøre papfamilie er velskreven og velkomponeret. Børn i alderen 8 – 12 år vil fryde sig over den vakse og handlingsresolutte 11 årige pige Rose, der er fuld af charme og energi. En glad og positiv bog, der også viser at det ikke altid er nemt at være barn eller voksen for den sags skyld.

Kirsten Raagaard har gennemillustreret bogen i glade farver, og bogen kan bruges til såvel højtlæsning som at læse selv af de største børn.

 

Mig og min papfamilie

 

Politiken, Fire hjerter, 13.08.11

Af Steffen Larsen

“DET GÅR GODT i mange papfamilier. Mest hører man dog om det modsatte. Men her er historien om Rose på 11 år, der overvinder forhindringer og ender med at få en temmelig udvidet storfamilie. Det er en klog og varmhjertet fortælling om sårede følelser og sorte afgrunde, balancerende på den rigtige side af trivi, med adskillige tilspidsede situationer og en fin beskrivelse af Roses forhold til sin nye papsøster. Sproget er jordnært, temaet højspændt. Men sol og vind bliver delt lige. Og Kirsten Raagaard har (atter) illustreret med indlevelse og overraskende enkle virkemidler. Bog og billeder passer simpelthen til hinanden.”

 

Boggnasker.dk
Af Clara (14)
Rigtig mange flotte stjerner fra Clara.
Samlet bedømmelse: 9 ud af 10 stjerner
Sprog: 10 ud af 10 stjerner
Handling: 9 ud af 10 stjerner
Underholdningsværdi: 9 ud af 10 stjerner

 

Delebarn.dk
Af Helle Laursen Petersen

“Mig og min papfamilie er en ny illustreret børnebog om det at være bindeleddet mellem en mor og en far, der har valgt at gå hver sin vej og om nutidens sammenbragte familie.

Bogens målgruppe er alle børn fra de kan læse. Selvfølgelig er den bedst for delebørn og børn, der kender til at bo i en sammenbragt familie. Bogen handler om Rose på 11 år. Roses verden ændres dramatisk da hendes mor får sig en kæreste med 5 børn. Fra da af vendes Roses verden på hovedet, men ikke alt er så skidt som det umiddelbart kan se ud til fra starten.

Bogen kommer omkring mange emner, som kan være svære at få taget hul på: Mor eller fars nye kærester, de ”nye” søskende, mor og fars samarbejde, følelserne for de nye bonusforældre plus mangt og meget mere som det kan være rigtigt sundt at få talt om. Denne bog kan være startskuddet til en god dialog med dit barn.

Anja Hitz’ bog er en gave til delebørnene. Der findes ikke så meget litteratur i ”børnehøjde” og den kan så absolut anbefales til alle børn. Også de børn, der ikke selv er delebørn. Alle kender nogle og der er ikke mange skoleklasser hvor der ikke findes delebørn. Bogen er inspirerende og viser en fin vej igennem det, til tider, snørklede vejnet vi delebørnsforældre ”kører på”.”

 

Af børneanmeldere på sitet morogfarskalskilles.dk

Katrine, 12 år: “I starten af bogen er Rose meget irriteret over sin nye papfamilie. Hun bliver meget pinlig over sin nye papfamilie, hun bliver nogle gange meget ked af det over sin nye papfamilie og nogle gange rigtig vred. Men i slutningen af bogen bliver hun rigtig glad og kan rigtig godt lide sin nye papfamilie. Jeg kan godt lide, at Rose er så speciel, og at der sker så mange sjove ting.

Pige, 11 år: “Bogen er ok god. Den beskriver, hvordan et skilsmissebarn har det – hvis man har en veninder, der er skilsmissebarn, kan man bedre forstå, hvordan det er.”

Dreng, 12 år: “Den minder meget om min situation. I starten var jeg heller ikke så meget for den nye papfamilie, men nu har vi fået et godt forhold til hinanden allesammen.”

 

 

Avisen 24timer

Fire stjerner, 29.04.11.

Af Birte Strandby

‘Mig og min papfamilie’ går tæt på de vanskeligheder, børn møder, når mor og far bliver skilt og finder nye kærester

Let bog om tunge emner for børn fra syv år. Her berøres såvel Roses indledende kontakt med papfamilien, hendes forhold til moren og ikke mindst hendes ansvarlighed over for faren.

Rose er skilsmissebarn. Hun bor en uge hos mor og en uge hos far. Så møder mor Frank, der er enkemand og har fem børn. Renee er familiens eneste pige, hun er også 11 år, og de to piger finder relativt hurtigt ud af det sammen. Max, der lige er lidt ældre, er sådan set også meget fornuftig, men selv om Frank er venlig, har Rose det lidt svært med den aktive familie, hvor flugt på knallert, spring fra ti-meter-vippen i svømmehallen og afskrækkelse af 11-årige piger hører til dagens orden.

Til gengæld trænger far i den grad til en kæreste, men det kan Renee hjælpe med. Hun har nemlig en faster, der kommer hjem fra Afrika.

De to piger arrangerer et tilfældigt møde, der omfatter far og faster. Det virker ikke helt efter hensigten, måske fordi fasteren er højgravid, men så hjælper Renees bror med at oprette en datingprofil på faren. Det må da give bid, selv om den første henvendelse antyder, at han lyder barnlig.

Sød og sjov bog

Måske er både børn og voksne en anelse mindre jaloux og mere tolerante end virkelighedens repræsentanter. Roses vanskeligheder synes i hvert fald få, små og lidt søgte, men alligevel peger bogen på områder, hvor konflikt kan undgås ved rettidig observans/indgriben, såsom Roses bekymring for faren, der i sagens natur ikke er inviteret til at blive en del af den nye familie.

 

*

HR. HARE OG KAGEN

fortællingen.dk

Af Zenia Johnsen
Kager er til for at blive delt med nogen!

“Hr. Hare vågner en forårsmorgen med maven og hovedet fuld af gode intentioner: han vil bage en dejlig kage og finde nogen at dele den med. Det bliver en helt særlig dag, og med en himmelsk smuk og velduftende kæmpekage på en trillebør drager Hr. Hare forventningsfuld af sted.På sin kagefærd gennem skoven møder han en håndfuld andre dyr, der bare ikke har fattet det med kager og ideen om at dele. Alle vil egentlig gerne smage, men de gider ikke Hr. Hares selskab. Det er meget uforskammet og ret nedslående. Men da der kun er en enkelt sølle krumme tilbage af det, der engang var den flotteste kage i verden, sker der noget. Heldigvis – andet var næsten ikke til at bære!Historien om Hr. Hares kage er velfortalt af Anja Hitz og vidunderlig illustreret af mesteren Ursula Seeberg. Både tekst og illustrationer rummer mange store følelser og giver masser at snakke om i f.eks. en oplæsningssituation.Illustrationerne fylder fra hjørne til hjørne med en farveflade, der er lige til at rulle sig i. Skovens dyr er vidunderlige, karikerede, skøre og fulde af udtryk og personlighed. Find Hr. Hare med det samme og del helst en kage i mens med nogen.”

bogrummet.dk

Af Dipy

**** (fire stjerner af fem)

“I bogen hører vi om Hr. Hare som vågner og er i et dejligt forårshumør. Han beslutter at bage en rigtig stor kage og derefter gå ud og finde en at dele kagen med. Det lyder jo som den nemmeste sag i verden, men det er det naturligvis ikke i bogen. Hr. Hare får bagt sin kæmpekage og går af sted med kagen på sin trækvogn. Først møder han den dovne kat, men katten mener ikke, at en kage hvori der ikke indgår en fugleunge eller en rotte, er værd at rejse sig for. Herefter fortsætter turen til flere at skovens utaknemmelige dyr. Til sidst er Hr. Hare rigtig ked af det efter at have løbet sin vej fra en meget vred mus og tabt det meste af kagen under “flugten”. Men som en børnebog skal, så ender det hele rigtig lykkeligt med at Hr. Hare finder sig en god ven.

Bogen er flot illustreret af Ursula Seeberg. Det er nogle flotte og farverige illustrationer som passer perfekt til den søde lille historie. Det er en dejlig bog, som passer perfekt til godnat historie læsning. Den tager ca. 10 min. at læse igennem og der er en del gentagelser undervejs, hver gang Hr. Hare møder et nyt dyr, som han gerne vil dele sin kage med. Gentagelserne passer jo normalt godt til mindre børn, som derved hurtigt kan opnå fortrolighed med historien.”

 

*

MIN, MIN, MIN!

Af Anne Servais, Svendborg Bibliotek

“Hverdagsrealisme for børn i 3-6 års alderen og deres forældre. Vilma er i trodsalderen og alting er MIN , MIN, MIN. Ursula Seebergs fabulerende og farverige illustrationer understøtter fint og i børnehøjde Vilmas følelser. Skøn bog…

“Det er min” råber Vilma. I børnehaven har hun brugt kosten til at feje med og har så lagt den fra sig. Haps har een af drengene taget den. Trængslerne er ikke slut for det stakkels barn. Om aftenen kommer tvillingerne (hendes fætter og kusine) på besøg. De vil selvfølgelig gerne lege med Vilmas legetøj.”Det er min” siger Vilma, men så kommer mor anstigende med en formanende pegefinger og siger “Du skal dele”… Næste morgen bliver hun forvirret – da hun vil tømme mors taske og låne hendes læbestift, så siger MOR “Det er min”. Når Vilma er ked af det, søger hun altid hen i sin elskede lænestol og drømmer sig væk fra verdens trængsler – hendes helt egen eventyrhule. Men en dag er den væk og erstattet med en ny grim een med bamser på. Så bryder Vilmas lille verden sammen – men søde far kommer og redder situationen, og det hele ender i fryd og gammen.Det er en rigtig sød og varm fortælling om at dele med andre, og om hvor svært det er at være 3 år. Alting er set fra Vilmas synsvinkel, og man kan som voksen læser godt forstå, at Vilma ikke kan se logikken i, at HUN skal dele, men MOR ikke vil dele læbestiften med hende. En lille reminder til os voksne om altid at komme med en forklaring på tingene.Jeg ærgrer mig over, at jeg ikke har børn på Vilmas alder mere. Jeg ville nyde at læse den op. Ursula Seebergs illustrationer er vidunderlige og farvemættede, jeg er vild og begejstret med dem.Jeg kan kun slutte: Grib en 4-årig og læs denne bog.”

 

*

MIN MOR, MIT MULDYR

 

Alt for Damerne: Fire stjerner
Af biba

“Lad mig være ærlig: Jeg synes, det er fjollet. En mor bliver forvandlet til en blæksprutte, så til en kænguru, en drage, et muldyr, en delfin og endelig – sammen med far – til en orangutang. Altså!

Tegningerne forekommer mig også lidt svimle og lovlig absurde. Men det forhindrer ikke mine piger på tre år i at være vilde med “Min mor, mit muldyr”, skrevet af Anja Hitz og tegnet af Lise Arildskov Rasmussen – selv om muldyret ligner en hest, siger de. Læs den igen, mor, lyder det hver aften.”

AfD 33/2002

 

Ekstra Bladet: Fire stjerner
Af Pedro

“MOR LYDER SUR

‘Kom så, siger mor og lyder sur’ er en gennemgående sætning i Anja Hitz’ og Lise Arildskovs børnebog. Det er et gammelt, godt og effektivt kneb med en bestemt gennemgående sætning i bøger til mindre børn. En sætning der gentages igen og igen, og hver gang udløser en effekt.

Når mor lyder sur, sker der noget fantastisk. Mor bliver forvandlet til en blæksprutte, en kænguru, en drage, et muldyr. Og så sker der en masse sjov (…)

Lise Arildskovs illustrationer er overbevisende. Enkle og appelerende. Bogen fungerer.”

 

Folderen Skideskægge billedbøger:

Af Elin Danielsen

“Som mor kan man sagtens genkende sig selv, men genkendelsens glæde er
ikke det eneste, der vækker smilet i denne bog med lækre billeder og barnets uspolerede fantasi i centrum.”

Udgiver: © Biblioteksmedier as, Ballerup 2007