Jeg har en ny ungdomsroman på vej …

Jeg har en ny ungdomsroman på vej – og jeg glæder mig til at dele den med læsere i udskolingen og opefter.

Den dag vi var helte begyndte for mig i 2022-23 som en teatermonolog. Her stod min hovedperson, 16-årige Luka, alene på scenen – kun afbrudt af stemmer og skærme omkring sig. Dengang hed projektet #Stolen og var mit afgangsprojekt som dramatiker fra det toårige forløb Dramatiker Væksthus. Mens teaterudgaven stadig leder efter sin scene, blev jeg ved med at skrive på Lukas liv og alt det, der pressede sig på. Der viste sig at være mere på spil. Et større liv, der kunne udfoldes. Nye karakterer, der ville vokse frem. Relationer, der kaldte på at blive udforsket.

De opmærksomme vil måske lægge mærke til, at både titel og omslag peger tilbage til min roman fra 2019, Den dag vi døde. De to bøger er beslægtede i udtryk, men ikke i handling. Ingen karakterer eller konflikter går igen. Alligevel kredser begge fortællinger om det øjeblik, der deler livet i et før og et efter – et vendepunkt så stort, at man ikke kan vende tilbage til det gamle.

I begge bøger står 16-årige hovedpersoner midt i den slags forandringer, man aldrig helt kan forberede sig på. Hvor man bliver nødt til at vokse – uanset om man vil det eller ej. Hvor livet skal gå videre, men ingen helt ved hvordan.

Og ja, efterskolen spiller også en rolle denne gang. Luka skulle egentlig begynde efter sommerferien – men det store vendepunkt i hans liv ændrer alt. Han når ikke afsted sammen med de andre. Til gengæld begynder han at bearbejde sit tab på sin helt egen måde.

Bagsideteksten:

Mister én … får tonsvis af følgere …

Den nat, hvor alt sitrer af forelskelse og nye begyndelser, er 16-årige Luka ude for et ufatteligt tab …

Snart dropper han alle fremtidsplaner og driver i stedet rundt i byen som Chairman – en anonym profil, der poster mærkelige videoer med en stol.

Da landets største influencer opdager ham, eksploderer hans følgerantal. Men det samme gør hans løgne.

“Jeg er ikke så fucked up, som det ser ud på nettet,” siger Luka desperat, da projektet løber løbsk – og bliver til en farlig global bølge …

Romanen kan oplagt inddrages i undervisningen i digital dannelse.

Udkommer 31.10.2025 fra ABC Forlag.

Omslag står superdygtige Malene Hald for. Hun lavede også det smukke omslag til Den dag vi døde (2029)



Comments are closed.